Gevækst
FRIENDS VII
15. maj - 13. juni 2021
Udstillingen er et samarbejde mellem syv seje kvindelige kunstnere, der alle arbejder selvstændigt og undersøgende inden for rammen af betydningen ’Gevækst’. Titlen refererer til både flora og fauna, mystiske gevækster og organismer, liv og forfald, naturen med dens cyklusser og økosystemer.
Fernisering lørdag d. 15. maj kl. 14-17 - kunstnerne er til stede
Værkerne afspejler indre og ydre verdener i virkeligheder, der smelter sammen eller overlapper hinanden.
Kunstnerne
Lene Winther (keramik), Henriette Hellstern (maleri), Tine Becker (papirværker), Mia Nelle Drøschler (maleri/ tegning), Janni Mai Larsen (maleri/papirværker), Heidi P (maleri og tegning) og Sigga Björg Sigurardóttir (gouache).
FRIENDS
Galleri Gl. Lejre har gennem årene afholdt gruppeudstillinger under konceptet FRIENDS - et format, hvor et par af galleriets faste kunstnere inviterer andre nye kunstnere med. Det er en hyldest til kunstens evne til at knytte bånd mellem mennesker på trods af forskelligheder og særinteresser.
Den kunstneriske intention er at føre kunstnere med forskellige udtryksformer sammen, og derved give dem en mulighed for at skabe ny synergi til gensidig inspiration og udvikling, et kunstnerisk laboratorium hvor der nytænkes og eksperimenteres - Dorte Philipsen
Denne syvende udstilling med syv forskellige kunstnere under titlen 'Gevækst' er endnu en spændende og alsidig sammensætning af udtryksformer, billedsprog og materialer.
Vi må passe på hinanden
Grundet COVID-19 situationen bliver der grundigt rengjort dagligt i galleriet, håndsprit findes på stedet, mundbind er et krav indenfor og der er seperat ind- og udgang. Der er mulighed for hyggeligt ophold og samtale i galleriets have også. Vi må passe godt på hinanden!