25års jubilæumsudstilling
Det er med stolthed, at der inviteres til Galleri Gl. Lejres 25 års Jubilæumsudstilling. "Rejsen har været spændende, inspirerende, livgivende og udfordrende", siger Dorte Philipsen.
Fernisering lørdag d. 7. septemner kl. 14-17. Kunstevent kl. 15.
På jubilæumsudstillingen udstiller 16 af galleriets kunstnere: Erik Brandt, Uffe Stadil Christoffersen, Peter Griffin, Anette Hoff-Jessen, Bent Holstein, Tonny Hørning, Peter Lunding, Knud Nielsen, Heidi P, Inara Petrusevich, Jonas Pihl, Inka Sigel, Bo Kirstine Sonne, Hans Tyrrestrup, Maibritt Ulvedal Bjelke og Gitte Winther. Der vises både malerier, skulpturer og smykker.
Innovativ og sansemæssig oplevelse
På jubilæumsudstillingen har kunstnerne valgt et stykke musik som udgangspunkt for deres kunstværker. Musikken, som hører til hvert kunstværk, kan afspilles gratis ved at scanne en QR-kode. Det hele er skabt på baggrund af tanken om en innovativ og sansemæssig oplevelse i samspillet mellem billede og lyd.
Der er i forbindelse med udstillingen udgivet to jubilæumskataloger. Det ene beskriver galleriets arbejde i de forløbne 25 år. Det andet beskriver jubilæumsudstillingen, hvor kunstværkerne er gengivet med tilhørende QR-kode, så man i fred og ro hjemme kan se værkerne og lytte til musikken.
Hold øje med kunsten fra himlen
Letlands ambassade i Danmark, repræsenteret ved Katrine Ozolina, og formanden for kulturelt udvalg i Lejre Lena Holm Jensen sender lørdag den 7. september to malerier til himmels ved hjælp af balloner. Dette event foregår i forbindelse med fejringen af Galleri Gl. Lejres 25 års jubilæum, og åbningen af galleriets jubilæumsudstilling.
Kunstnerne bag de to malerier er danske Jonas Pihl og lettiske Inara Petrusevich, der sammen repræsenterer spændet mellem det nationale og internationale i galleriet.
”Opsendelsen af de to kunstværker skal markere, at kunst er til for at blive delt med andre, og at kunst overskrider grænser, skaber nye tanker og knytter venskaber. Hvor mon malerierne ender? Værkerne er en gave fra galleriet til finderne”, siger galleriejer Dorte Philipsen.
Kunstværkerne bliver udstyret med et GPS tracking system, så man kan følge ballonfærden online.
Opfølgning: To familier fik sig en overraskelse ud over det sædvanlige på deres gåtur
”Søndag 8. september fandt vi flydende i vandet ud for vores sommerhus, det dejlige maleri af Inara Petrusevich (...) Da vi løsnede maleriet fra ballonerne, drog de afsted igen - og senere fandt vi igen ballonerne på vores grund lige ud for sommerhuset. Så vi er sikker på, at maleriet var til os!”, skriver de glade findere.
”To hunde to teenagere og deres moster går tur søndag d. 15.-9. på Nordstranden ved Grenå tæt på Fornæs fyr. Her ser vi halvt dækket af tang noget der ligner en farverig plastpose eller en mappe, men det viser sig ved nærmere eftersyn at være et billede fra jeres event d. 7. september.”