Om udstillingen
Bent Holstein er en kunstner af international klasse, hvis raffinerede malerier er noget helt særegent. Hans seneste værker præsenteres på separatudstillingen ”SPIRIT ON THE WATER” i Galleri Gl. Lejre.
Fernisering d. 1. november 2008 kl. 14-17 - kunstneren er til stede.
Vibrerende billeder
Bent Holstein er en kunstner, der maler med alle sanser vidt åbne og i hans værker skifter lyset konstant, farverne changerer og naturen er i evig forandring. Vandets bevægelser og den foranderlige himmel gengives med brede, bløde penselstrøg der blidt lægger sig over hverandre og tilsammen skaber vibrerende billeder.
Holsteins seneste opus viser universelt smukke landskaber, hvert maleri repræsenterer en mulighed for at se naturen med nye øjne – eller som er et vindue til en anden virkelighed.
Rejser til Florida Keys har ændret Holsteins liv
”I de sidste fem år har det været et privilegium for mig at kunne tilbringe nogle måneder om året på et af de mest fantastiske steder her på jorden: Florida Keys. Et sted, som er velsignet med en skøn vinter, der gør flugten fra kølig regn og sne i Danmark til en nem opgave. Siden det første besøg har mit liv – som kunstner og menneske - taget en ny retning." - Bent Holstein
Med den eksotiske inspirationskilde, formår Bent Holstein at skabe universelle landskaber, således at også nordens klare lys og til tider vintermørke tone kan genfindes i billederne.
"Jeg driver i en smal båd med min flue, på jagt efter en "bonefish" og en "tarpon" – mens jeg følger tidevandets rytme. Turen i en hurtig speedbåd ud i Golfen, hvor man næsten forsvinder mellem Everglade Deltaets tanger. At stige ud af båden og stå i vand til knæene, mens man i en 360 graders radius ikke ser andet end det grå vand og den gule himmel. Tidevandet trækker sig tilbage omkring benene i én lang bevægelse" - Bent Holstein
Udstillingsaktuel i Kina
Bent Holstein var i 2007 udstillingsaktuelt i Shenzhen Kina på Guan Shan-Yue Art Museum, som erhvervede et af hans store malerier. Efterfølgende blev udstillingen vist i B&O´s showroom – også i Kina - hvor alt blev solgt – dejligt så var der ingen hjemtransport!
Bent Holstein har været tilknyttet Galleri Gl. Lejre siden 1995 og har samarbejdet med galleriet ved forskellige store udsmykningsopgaver som Sampensions nye domicil i Hellerup og specielt er 5 gavlmalerier i Smallegade på Frederiksberg som udgør et samlet forløb og er derfor et helt enestående kunstværk i det offentlige rum.