Galleri Gl. Lejre

Kanal Roskilde: Inka Sigel og Better Lübbert

Kanal Roskilde har været forbi Galleri Gl Lejre for at få et smugkig ind før forårets udstilling 'Berørt' åbner d. 7. maj 2022. Læs mere om udstillingen

Naturens poesi, et gammel herbarium og verdens mørke øjeblikke er nogle af de emner, som de to kunstnere Inka Sigel og Better Lübbert har ladet sig inspirere af og bearbejder i deres værker. Hør dem fortælle om deres kunstneriske virke og hvilken inspiration de har givet hinanden gennem deres lange bekendtskab og samarbejde. Se hele interviewet foretaget af Annette Thuesen fra Kanal Roskilde:

Se udsendelsen om Berørt

Inka og Better 2022 Galleri Gl Lejre Inka og Better 2022

Særvisning af kunstfilm 3. april

Kunstforeningen Galleri Gl. Lejres Venner har arrangeret en særvisning af den populære kunstfilm The Lost Leonardo - kom med søndag d. 3. april kl. 13 i Hvalsø Bio. Køb billet nu: https://flow.ebillet.dk/billetter/25922/19475?org=144 - både for medlemmer og venner.

Tag med og få en filmoplevelse ud over det sædvanlige sammen med andre fra kunstforeningen - køb billet via linket for kun 80 kr. The Lost Leonardo er hele historien bag Salvator Mundi - verdens hidtil dyreste maleri solgt til 450 millioner dollars. Dokumentarfilmen fortæller en af de mest forførende og forvirrende kunsthistorier i vores tid. Se trailer

Vi mødes kl. 13 til en forfriskning, hvor kunstner Jonas Pihl fortæller om sin udsmykning af Hvalsø Biograf inden filmen starter.

jonas pihl hvalsoe

Kanal Roskilde: Gevækster i Galleri Gl Lejre

Kanal Roskilde har været forbi Galleri Gl Lejre for at filme udstillingen, og tale lidt med både gallerist og kunstnere om tankerne bag værkerne i udstillingen 'Gevækst'.

Kødædende planter, mystiske gevækster og klimabudskaber er nogle af de emner, som de syv kunstnere i galleriets forårsudstilling har arbejdet med i deres værker. Hør Janni Mai Larsen, Tine Becker og Henriette Hellstern fortælle om deres kunstneriske virke og hvilken inspiration de har givet hinanden gennem udstillingskonceptet FRIENDS VII. Se hele interviewet foretaget af Annette Thuesen fra Kanal Roskilde:

Se udsendelsen om Gevækst

FRIENDS: Galleri Gl. Lejre har gennem årene afholdt gruppeudstillinger under konceptet FRIENDS - et format, hvor et par af galleriets faste kunstnere inviterer andre nye kunstnere med. Det er en hyldest til kunstens evne til at knytte bånd mellem mennesker på trods af forskelligheder og særinteresser.

Den kunstneriske intention er at føre kunstnere med forskellige udtryksformer sammen, og derved give dem en mulighed for at skabe ny synergi til gensidig inspiration og udvikling, et kunstnerisk laboratorium hvor der nytænkes og eksperimenteres - Dorte Philipsen

Denne syvende udstilling med syv forskellige kunstnere under titlen 'Gevækst' er endnu en spændende og alsidig sammensætning af udtryksformer, billedsprog og materialer.

Fernisering Gevækst 2021

Kanal Roskilde: Jonas Pihls Univers

"Universet vil os det godt”, siger Jonas Pihl om sine værker, der tager os med i et helt særligt science fiction univers af mystiske landskaber. På store lærreder skaber Jonas Pihl en særlig stemning af frihed og glæde, men også livets mørke sider. Se hele interviewet foretaget af Annette Thuesen fra Kanal Roskilde:

Se udsendelsen med Jonas Pihl

Jonas Pihl (1978) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, og har siden udstillet adskillige gange i ind- og udland og er repræsenteret i samlinger verden over. I Jonas Pihls malerier integreres uhyre præcise penselstrøg, spontane farveeksperimenter, psykedelisk overdådighed og konceptuel klarhed. Hans fantasi og professionalisme appellerer til et stort publikum, og de ofte meget store lærreder trækker beskueren ind i et højenergisk, funky univers, som bogstaveligt talt giver gode vibrationer. Jonas Pihl har siden 2004 udstillet i Galleri Gl. Lejre, hvorfra han også fik kontakten til Black and White Galleri i New York.

50 år siden: Bjørn Nørgaards Hesteofring

50 års jubilæum for Bjørn Nørgaards Hesteofring

Den 30. januar er det nøjagtig 50 år siden, at kunstneren Bjørn Nørgaard fik sit gennembrud, da han rituelt slagtede en hest på en mark i Kirke Hyllinge, og forandrede den danske kunstscene.Den 30. januar kl. 15.30- 16.30 afsløres et nyt værk, en stele, skabt af netop Bjørn Nørgaard, ved åstedet Vintappervej 56 i Kirke Hyllinge.

--

Uddrag fra kulturkonsulent Trine Lindhardt-Rouxs presssemeddelelse

Igennem længere tid har Lejre Billedkunstråd ønsket at sætte fokus på den skelsættende begivenhed der fandt sted på en mark ved Vintappervej 56 i Kirke Hyllinge. Det var i disse dage, at Vietnamkrigen rasede, og Bjørn Nørgaard, som ellers havde en udstilling på Louisiana ved Humlebæk, ønskede at udføre en Happening hvor han dissekerede Hesten Røde Fane. Dette blev ham umuliggjort og han drog derfor sammen 2 kunstner kollegaer til Kirke Hyllinge, hvor en lokal slagter hjalp dem. Under happeningen reciterede Lene Adler Petersen digtet ”Min kære døde hest” og musikeren Henning Christiansen spillede på sin grønne violin. Senere kom kunstværket på kunstmuseum og syltetøjsglas med rester af Røde Fane findes nu på såvel Statens Museum for Kunst, som på Aaros. Bjørn Nørgaard blev – i øvrigt med Ekstra Bladets hjælp, idet de var tilstede under begivenheden og skrev efterfølgende om det - en eksponent for det nybrud der var for kunstnerisk virke i Danmark og er i dag en af vore største nulevende kunstnere, som står bag såvel Dronningens Sarkofag, som Gobelinerne.

Alt dette har Lejre Billedkunst søgt at markere, og ved hjælp af Hovedsponser Stefan Vestergaard, fra Firmaet Vestergaard og midler fra Lejre Kommunes Børne- og Kulturpulje, har det været muligt at få skabt et nyt værk af Bjørn Nørgaard som opstilles på stedet for eftertiden. Således er Billedkunstrådet begejstrede for at kunne inviterer alle interesserede til at møde op d. 30 januar kl. 15.30, ved Vintappervej 56, Kirke Hyllinge. Værket afsløres og der vil være taler af såvel Billedkunstrådet v. gallerist Dorte Philipsen, Formand for Kultur og Fritidsudvalget Claus Jørgensen. Også Bjørn Nørgaard selv vil være til stede og sige et par ord såvel som kunsthistorikeren Else Marie Bukdal sørger for at alt sættes i rette sammenhæng. Der vil blive serveret et glas undervejs.

--

Hvad var det nu lige, at ’Hesteofringen’ gik ud på?
Se den 17 minutter lange video om Hesteofringen på en mark i Lejre
Læs en artikel i Politiken, hvor involverede personer fortæller om 'Hesteofringen'