Erik Brandt
Erik Brandt (1937) er billedhugger og arbejder som skulptør oftest i sten og bronze, men han har også skabt en række arbejder i træ og metal, samt udført flere 'land art´-installationer.
Hjulmotivet og spiren er gennemgående symboler i mange af Erik Brandts skulpturer. Materialerne er granit, stål og bronze evt. kombineret med vand. Hans form er minimalistisk og kan også ses i hans stålrelieffer og land-art.
Mere om Erik Brandt
"Erik Brandt benytter ofte symbolbærende redskabsformer som udgangspunkt for sine arbejder. I skulpturerne kan ses elementer af hjul, skibe, broer, porte og af spirende frø. Dette fører til det bærende grundlag i Erik Brandts eksistentielle syn om menneskets vilkår, der omfatte begreberne: livet, døden, tiden, evigheden, overgangen og gentagelsen. Kosmiske værktøjer er en betegnelse som Erik Brandt har brugt om sine arbejder ud fra opfattelsen, at værktøjet fra tidernes morgen har været bestemmende for menneskets måde at forstå sig selv i forhold til universet. Hjulmotivet ses ofte i Erik Brandts arbejder, med tydelig relation til livshjulet i den kristne symbolverden, og til det kinesiske evighedstegn stenskiven, som er tegnet for verdensaltet og evigheden."
- Lise-Lotte Blom, mag.art, Kunsthistoriker
Uddannelse
Det Fynske Kunstakademi.
Udstillinger
Erik Brandt har siden 1991 udstillet i Galleri Gl. Lejre på både separat- og gruppeudstillinger samt på messer.
Er repræsenteret på
Hans værker er bl.a. repræsenteret på Fyns Kunstmuseum, Statens Kunstfond og Norrkõping Stadsmuseum.
Udsmykninger
Brandt har udført mange udsmykningsopgaver i ind-og udland til offentlige og private institutioner og firmaer, ligesom han har lavet udsmykninger til kirker og gravpladser.
Af skulpturer udarbejdet i samarbejde med Galleri Gl. Lejre kan nævnes: Akset - granitskulpturen ved fællesgravstedet på Kornerup kirkegård, samt den store granit skulptur Livshjul på torvet i Stenløse.